Træningsmetoder

Jeg bruger 4 forskellige begreber når jeg træner hunde.

 

Klassisk indlæring, som er et indlæringsmetode, hvor hunden forbinder en lyd eller genstand med en hændelse. F.eks. når hunden gør, hvis det ringer på døren. Hunden gør ikke af dørklokken til at begynde med, men da dørklokken forbindes med at der kommer nogen og menneskene i huset skynder sig til døren, reagerer hunden på dette og derfor gør den.

Dette princip bruges også i lydighedstræning, hvor ord forbindes med visse øvelser. F.eks. ordet "sid", når hunden skal sidde. Efter et antal gentagelser, fungerer ordet som et signal for at hunden skal sidde. Det er vigtigt ved denne indlæringsform, at signalet påbegyndes inden den egentlige øvelse begynder. Forstået på den måde, at man skal begynde at sige "sid" inden hunden sætter sig.

 

Operant indlæring, her menes at visse adfærdsmønstre belønnes, forstærkes, og derved indlæres. Med andre ord, hvis hunden sætter sig, når man siger "sid", så får den ros og derved har man forstærket handlingen. Definitionen på noget der forstærkes, er at det er noget, der øger chancen for, at handlingen gentages. F.eks. hvis hunden får en belønning, når den sætter sig, så forøges chancen for at den også sætter sig næste gang.

For at operant indlæring skal fungere, kræver det at 2 vilkår er opfyldt. Nemlig 1, at forstærkningen er effektiv og 2, at forstærkningen kommer straks. Med effektiv forstærkning menes, at hunden oplever belønningen, som en virkelig belønning. Dvs. jo bedre godbidden smager, jo bedre præsterer hunden. Med det, at forstærkningen skal komme straks, menes at hunden får sin belønning nøjagtig i det øjeblik, den gør det man vil have den til. Forstærkningerne skal komme løbende, når hunden gør det rigtige, under indlæringsfasen. Et eksempel er indlæring af apportering, hvor rosen skal komme når hunden løfter genstanden, og ikke når den har holdt genstanden i et stykke tid eller afleveret den.

 

Motivation er også et meget vigtigt princip ved indlæring af nye ting. Hvis man føler sig lokket til at gøre noget, gør man det bedre. Tvinger man en hund til at gøre noget, gør den det, men uden entusiasme og glæde. For en hund er små lækre godbidder stærkere motiverende end et lille følelsesløst "dygtig". Jo mere motiveret en hund er til en opgave, jo bedre resultater.

 

Ved shaping benytter man de 3 ovenstående begreber. Shaping er engelsk og betyder formning. Metoden består af små, små skridt mod at fuldende en adfærd kun ved hjælp af belønning. Fordelen ved denne metode er, at hunden bliver mere fokuseret på ejeren, den opfatter bedre og lærer dermed hurtigere. Denne indlæringsform kaldes også "tilnærmelses-princippet". Kort fortalt går det ud på, at man sætter sig et mål for indlæringen, f.eks. at hunden skal give pote. Først er man tilfreds ved at hunden blot løfter poten, så der for belønner man hunden. Herefter kræves mere og mere, for til sidst at have opnået målet, hvor hunden lægger poten i ejers hånd, når denne holdes frem.

Shaping kan bruges ved enhver type problemafretning, ved indlæring af nye øvelser samt korrigering af fejlindlæring.